Det er med stor glæde at vi kan oplyse, at Nordea-fonden har besluttet at støtte vores klub til nyt agilityudstyr.

Udstyr, som vi glæder os til at få indkøbt og taget i brug, hvilket forventes at ske her i foråret/først på sommeren. 

Agility er en hundesport, som er blevet meget populær, både som konkurrence og for sjov og vores udstyr trænger i den grad til fornyelse. 

Hunden skal blandt andet løbe gennem tunneller, gå på vipper, springe over spring, løbe gennem slalom, forcere kontaktforhindringer og meget andet. 

DcH Holbæk har længe haft et mål om at bringe foreningens faciliteter og materiel op til moderne standarder, så vi kan skabe bedre rammer for både træning og afholdelse af stævner, hvor der kan forventes op til 100 deltagere. 

Foreningen har i de seneste år oplevet en stigende interesse for vores agility aktiviteter, men vores nuværende udstyr er desværre forældet og lever ikke længere op til de krav, som nutidens udøvere og arrangementer stiller.

Støtten fra Nordea-fonden vil derfor ikke blot løfte kvaliteten af vores daglige aktiviteter, men også bidrage til det lokale foreningsliv og styrke sammenholdet i området.

Med nye og tidssvarende materialer vil vi kunne tilbyde: Bedre og mere sikker træning for vores medlemmer, mulighed for at afholde stævner og events på et højere niveau, både lokalt, kreds (Sjælland) samt landsdækkende stævner. Samtidig vil vi gerne være en mere attraktiv forening, der kan tiltrække nye medlemmer, fastholde de eksisterende, samt nye instruktører og øge fællesskabet og glæde blandt både børn, unge, voksne og ældre i foreningen.

Udover ovenstående så vil det nye udstyr også være meget lettere at transportere fra opbevaringsrum til træningspladsen, hvilket er med til at skåne medlemmerne og instruktørerne for overbelastning af kroppen. Belægningen på udstyrets underlag, vil også være med til at skåne vores hunde, når vi løber agility med dem.

Nordea-fonden er en fond, som har til formål at støtte almennyttige formål. Dvs. formål som skal være nyttige for samfundet som helhed og tilgængelige for mange, hvilken målgruppe DcH Holbæk er så heldig at høre ind under. 

Vi håber rigtig mange vil få glæde af de nye faciliteter. 


Nyheder

Sponsorer